Beskrivelse af tjanser 2023

Generelt om tjanserne

Børn på 8 år og opefter deltager på holdene.

På hvert hold bliver der en Førstebørste. Førstebørstens ansvar er at have overblik over, hvad der forventes af holdet og sørge for, at alle på holdet kommer til tjansen til den aftalte tid.

Alle holds Førstebørster mødes med Jeanette og får sine ansvarsområder detaljeret forklaret, således at Førstebørsterne kan videregive dette til resten af holdet. Vi mødes hhv. lørdag og tirsdag. Det er helt i orden, at I på holdet laver indbyrdes aftaler om fordelingen af arbejdet.

God fornøjelse til alle og på forhånd tak for jeres samarbejdsvillighed 

 

Morgenmadsholdet

Som skrevet i informationsbrevet, bliver morgenmadsholdet i år med en udvidelse. Vi holder morgenmåltidet simpelt med diverse morgenmadsprodukter, friskbagte boller (der koldhæves over natten), pålæg og frisk frugt samt kaffe og te, naturligvis. Hvis I på morgenholdet synes, vi skal have en stor grydefuld havregrød, øllebrød, nogle kogte æg eller andet, så er det selvfølgeligt helt i orden. Men husk: det er også i orden at lade være!

Mødetid: 7.15

På morgenmadsholdet er jeres opgave at sørge for at få morgenmaden på bordet til kl. 8.00. Aftenskaffeholdet sørger for at gøre kaffemaskinen klar til brygning, og I sørger for at få den tændt, hældt på kander, gjort ren igen og klar til eftermiddagskaffen.

Derudover skal der ryddes op efter morgenmaden, der slutter kl. 9.00. I skal vaske op og stille service på plads, så det er klar til frokost. Bordene tørres af og gulvene fejes, hvor det trænger.

Morgenhold 1: søndag – tirsdag. Morgenhold 2: onsdag – fredag.

 

Frokostholdet

Frokostholdet er også med en udvidelse. Her holder vi det simpelt: rugbrød med pålæg, friske grøntsager og rester fra gårdagens aftensmad. Det samme som for morgenmadsholdet gør sig gældende for jer på frokostholdet. Synes I og har I mod på, at vi en dag skal have kyllingelår, en ordentligt skudefuld frikadeller, en lækker bulgursalat eller deslige, så er det helt i orden. Men igen, husk: Det er også i orden at lade være!

Mødetid: 11.30

På frokostholdet er jeres opgave at sørge for at få frokosten på bordet til kl. 12.15. Derudover skal der ryddes af kl. 13.15, vaskes op og stilles service på plads, så der er kopper og tallerkener til aftensmaden. Bordene skal tørres af og gulvene fejes, hvor det trænger.

Derudover skal I tænde for kaffemaskinen, der er blevet gjort klar af morgenholdet.

Frokosthold 1: søndag – tirsdag. Frokosthold 2: onsdag – fredag.

Eftermiddagskaffeholdet

Dette hold er som det plejer. I år har vi dog indtil videre valgt ikke at have eftermiddagskage, men frisk frugt. Skulle nogle bage-kyndige være friske på at lave noget lækkert til os alle sammen – så er det under denne fane, I skal melde jer. Det behøver slet ikke at være hverdagskost; det må gerne bare være enkelte dage.

Mødetid: 14.45

Frokostholdet sørger for at tænde for kaffemaskinen, idet denne er noget tid om at brygge de mange liter kaffe, som vi alle nyder i eftermiddagstimerne. Jeres ansvar er at hælde kaffe på kanderne og stille den friske frugt (og eventuelle eftermiddagslækkerier) ud på bordet til kl. 15.

Derudover skal I vaske service op og stille det på plads, så det er klar til aftensmaden og tørre bordene af senest kl. 17.00, så køkkenet er klar til aftensmadsholdene.

Slutteligt skal I gøre kaffemaskinen ren og klar til aftenskaffen.

Eftermiddagskaffehold 1: søndag – tirsdag. Eftermiddagskaffehold 2: onsdag – fredag.

 

Aftensmadsholdet

Dette hold er med få justeringer også, som det plejer, da vi har separate madhold for de dage, hvor vi selv kokkererer aftensmåltidet.

Mødetid: 18.00

På aftensmadsholdet har I ansvar for at få aftensmaden på bordet til spisetid kl. 18.15. De dage, hvor vi får mad leveret, skal denne pakkes ud, anrettes og sættes på buffetbordet. Aftensmaden ryddes ud kl. 19.15. I skal vaske servicen op og stille det på plads, og der skal tørres borde af og gulvene fejes, hvor de trænger.

Aftensmadhold 1: lørdag – mandag. Aftensmadhold 2: tirsdag, onsdag og fredag.

Torsdag er festaftenen, og her hjælpes begge hold ad med at få det hele til at køre på skinner.

 

 

 

Aftenskaffeholdet

Mødetid: 20.45

Eftermiddagskaffeholdet sørger for at klargøre kaffemaskinen. I skal sørge for at tænde for den, så der er friskbrygget kaffe til kl. 21.

Derudover skal I sørge for at få vasket service op og stillet det på plads, så det er klar til morgenmaden, og evt. tørre bordene af.

Slutteligt skal I gøre kaffemaskinen ren og klar til morgenholdet, der sørger for den livsvigtige morgenkaffe.

Aftenskaffehold 1: lørdag – mandag. Aftenskaffehold 2: tirsdag, onsdag og fredag.

Torsdag har vi festaften, og her hjælpes begge hold ad med at anrette og servere desserten samt den dertilhørende aftenskaffe.

 

Rengøringsholdet

Mødetid: når det passer jer.

På dette hold har I ansvar for at gøre toiletterne og bruserummet rene. Toiletter og håndvaske skal rengøres, spejlene skal evt. pudses, og der skal vaskes gulv. I skal sørge for, at der er toiletpapir og rene håndklæder på toiletterne.

Det er også jer, der sørger for, at håndklæderne bliver vasket og tørretumblet, så de er rene og klar til dagen efter.

Rengøringshold 1: lørdag – mandag. Rengøringshold 2: tirsdag, onsdag og fredag.

Torsdag: begge hold.

 

Fejeholdet

Mødetid: når det passer jer.

Fejeholdets ansvar er at feje gangene og andre fællesarealer, hvor vi færdes meget, én gang dagligt. Fejning af spiseområdet er de forskellige madholds ansvar, og altså ikke jeres.

Fejehold 1: søndag – tirsdag. Fejehold 2: onsdag – fredag.

 

Vi håber, at disse beskrivelser gør det nemmere at gennemskue, hvad de respektive holds opgaver er, og at det giver mening for jer ift. at vælge det/de hold, som passer bedst ind i jeres sommerhøjskole-dagligdag, så vi alle sammen kan have sjovt med vores fælles ansvar for at skabe nogle rare rammer at færdes i 

 

De bedste hilsner,

Planlægningsgruppen.